Til forsiden
Tilbage

Verber

Det er især disse artikler, der har dannet grundlag for nedenstående:
F. K. Lehman (Chit Hlaing): Relative Clauses in Lai Chin. 1996,
Darya Kavitskaya: Tense and Aspect in Lai Chin, 1997,
Andreas Kathol: Cooperating Constructions in Lai "Lexical Insertion", 2003 (CSLI Publications).

Chin verber har ikke særlige former for person, tal, tid og måde. Et foranstillet personligt stedord vil angive person og tal, medens der er en mængde af særlige partikler til at angive f.eks. fremtid eller fortid. (Se artiklen om partikler).

Derimod har de fleste chin-verber to former, som ikke har paralleler i dansk og andre vestlige sprog. Brugen af dem er i nogen grad betinget af en sætnings syntaks, men måske i endnu højere grad af, hvordan sætningen indgår i sammenhængen.

Sprogforskerne kalder dem stem 1 og stem 2, eller form 1 og form 2. De kan adskille sig fra hinanden ved forskellige endelser. Det kan være et stød (som i chin skriftsprog angives ved et h sidst i en stavelse), men det kan også være andre bogstaver. Tilmed kan der også være forskel i betoningen for de to former (stigende, faldende, jævne).

Ordbogen leverer i almindelighed verbernes form 2.

Måske kan man opstille den grundregel, at

• intransitive hovedsætninger i indikativ har form 1
• transitive hovedsætninger har form 2
• bisætninger har form 2.

Men transitive sætninger kan igen være af to slags: de ergative (subjektet er markeret med 'nih') og de ikke-ergative. Sidstænvnte slags kan forekomme med form 1.

1: "Mangkio sov":

2: "Fordi Mangkio sov":

3: "Mangkio købte en gris/grisen":

4: "Mangkio købte en gris:"

Forskellen på 1 og 2 er, at den ene er en hovedsætning, mens den anden er en bisætning.
Forskellen på 3 og 4 er nok mere indviklet. Begge sætninger har transitive verber. Men den første er "ergativ". Den kan (vistnok) bruges, hvis det er grisen, der er samtaleemnet. Eksempel 4 kan (vistnok) bruges, hvis det er Mangkio, der er samtaleemnet. Det kan f.eks. være, at en har spurgt, "Hvad lavede Mangkio?". - Der er lidt herom i artikelen om partikler.

Sideordnede sætninger:

Nedenstående eksempler fra Andreas Kathol viser, at selv i sideordnede sætninger er der en vis underordning.

5: "Hønen lagde et æg, og jeg så det (ægget)":

6: "Hønen lagde et æg, og jeg så den (hønen)":

I disse to eksempler finder man ikke noget pronomen for hhv. 'det' og 'den'. Det skyldes blot, at det overhovedet ikke findes som akkussativ. Det underforstås. Om det så er hønen eller ægget, jeg så, viser sig af sammenhængen: Når hønen i (5) er markeret med 'nih' og verbet har fået form 2, så kan det ikke være hønen, der er genstand for verbet at se. Det har noget at gøre med det, som forskerne kalder 'topic'. Hvad er (sam)talens hovedemne, fokus? I eksempel (6) er der ikke noget 'nih' yil at markere hønen, og verbet er i form 1. Det viser, at det er den, der er genstand for min seen.

7: "Farmeren skældte ud på mit barn, og så gik det (barnet)":

8: "Farmeren skældte ud på mit barn, og så gik han (farmeren)":

Om det er farmeren eller barnet, der gik, kan man ikke se af den afsluttende hovedsætning ('i a kal'), der jo er ens i begge tilfælde. Det er igen den manglende partikel 'nih' i forbindelse med et verbum i form 1, der viser, hvem hovedpersonen er.

Der er ifølge Andreas Kathol ganske mange andre forhold, der har betydning for, om form 1 eller 2 anvendes.

Hos Darya Kavitskaya kan man finde et eksempel på, hvor afgørende (og for os sikkert uigennemskuelig) betydning, det kan have, om form 1 eller 2 bruges.

1: Jeg købte grisen:

2: Jeg kom (fra et eller andet sted) for at købe denne gris:

Partiklen 'rak' peger bagud, enten i tid eller rum.

Eksempel 1 er ligetil. Partiklen kan egentlig godt undværes, for verbet kan angive både nutid og fortid. Og verbet har form 2, som det sædvanligvis har i transitive sætninger.

Eksempel 2 adskiller sig fra 1 alene derved, at verbet nu har form 1. Det er nok til, at 'rak' nu peger bagud rumligt.

Til forsiden
Tilbage